Kære HOT-hold 💪🧡
Nu er kroppen (og hovedet) ved at være restitueret efter årets festival – og vi føler os igen friske som havørne! 😄
Endnu en gang har I imponeret os dybt med jeres arbejdsiver, engagement og fantastiske humør. Vi er så taknemmelige for, hvordan I – med initiativ, ansvarlighed og godt selskab – er med til at skabe og bygge et område, som både gæsterne elsker at opholde sig i, og som inspirerer resten af festivalen.
I kan med stolthed sige: “Jeg er med til at bygge det fedeste område på Roskilde Festival”, og vi håber virkelig, at I – ligesom os – nyder at se gæsterne bruge det og have det godt derude.
I år har vi især mærket det stærke sammenhold, der kendetegner HOT. De voksne har som altid taget ansvar og løst opgaverne med ro og overblik, og det var fantastisk at se de unge bakke op og give den gas hele vejen igennem. Det gør os særligt stolte at opleve, hvordan flere af de unge gengangere begynder at træde i karakter, tage ansvar og motivere deres egne hold – det lover rigtig godt for fremtiden!
Og jeres festhumør? Det er i en klasse helt for sig!
Det er en fornøjelse at se jer hygge i basen under musikdagene – I passer på hinanden, på vores base og på alle de værdier og traditioner, vi har skabt sammen. Det betyder virkelig meget for os alle.
Et kæmpe tak skal også lyde for den rørende og sjove overraskelse i anledning af Jespers og Brians 40. år på festivalen 🧡
De fatter stadig ikke helt, hvor tiden er blevet af – men vi ved med sikkerhed, at det er jer, der har gjort de seneste mange år helt særlige. I er hele arbejdet værd – og det er jer, der fortjener at blive klappet ind til fanfare hver eneste arbejdsdag! 🤩🥳🇩🇰
Tusind tak for i år – og for at være verdens sejeste HOT-hold. Det er en fornøjelse og en ære at være en del af ledelsen for jer.
De varmeste HOT-hilsner og ønsket om en fantastisk sommer 🌞
Byggelederne og resten af Juntaen
PS: Vi håber, vi ses til NoName opbyg/nedtag – mere info følger!

Skriv et svar